Ekstraordinær generalforsamling for Saab Klub Danmark & Saab-Klubben 12-11-2023 kl.14:
33 medlemmer næsten ligeligt fordelt på de 2 klubber var mødt.
Velkomst: begge formænd bød velkommen og gav en kort forklaring om baggrunden til denne ekstraordinære Generalforsamling
Valg af dirigent. Bestyrelsen foreslår Casper Fischer som blev valgt enstemmigt.
Dirigenten kunne herefter berigtige at generalforsamlingen var lovligt indkaldt.
Dette blev bestredet af et par medlemmer af Saab-Klubben der mente at der skulle have været slået op på klubbens hjemmeside. Dette blev modbevist da man gennemså klubbens vedtægter. De 2 medlemmer mente derefter at man ikke havde informeret korrekt om generalforsamlingens afholdelse, da der tilsyneladende var flere medlemmer som ikke var informeret. Formanden for Saab-klubben erkendte at man ikke havde mail adresser på alle medlemmer og der derved måske var smuttet nogle indkaldelser. Efter nogen diskussion bad resten Saab-Klubbens medlemmer om at generalforsamlingen fortsatte med det formål at vedtage vedtægter og præmisser for sammenlægningen
Info omkring fremgangsmåden om fusionen – fusionsplanen:
Søren forklarer grundigt om fusionen og formålet med hvorfor vi fusionerer på den måde vi gør med at beholde Saab Klub Danmarks CVR-nummer af hensyn til vores allerede registrerede betalingsløsninger. Alle forstod årsagen, dog var en af Saab Klubbens medlemmer uenig i at man skulle tilpasse sig hinanden, han mente at man havde vedtaget at det var Saab-Klubben der skulle overtage Saab klub Danmark. Dette ville dog ikke være hensigtsmæssigt, da vi så skulle betale oprettelsesgebyrer endnu engang, Saab Klub Danmark har jo allerede betalt for dette en gang. Efter denne snak var der ikke flere spørgsmål.
Afstemning af vedtægter:
Gennemgang af vedtægter ved Søren Abildgaard Kristensen.
Samtlige paragrafer blev kort gennemgået og de få justeringer der var blev grundigt gennemgået. Derefter blev vedtægterne sat til afstemning i de 2 klubber henholdsvis.
Resultat var: Saab Klub Danmark: Vedtaget med samtlige stemmer tilstede.
Saab-Klubben: Vedtaget med alle minus 2 blanke stemmer
Valg af formand: Der var kun en kandidat til formandsposten: Søren Abildgaard Kristensen. Efter præsentation af sig selv, samt tunge anbefalinger fra flere tilstedeværende blev han valgt med alle stemmer minus 1 blank stemme.
Valg af bestyrelse:
Esben Johansen fra Saab-Klubben udtræder af Saab-Klubbens bestyrelse med øjeblikkelig virkning og forlod generalforsamlingen før den var slut.
Alle øvrige bestyrelsesmedlemmer fra de 2 klubber bliver valgt og indtræder dermed i den nye fælles bestyrelse, frem til næste generalforsamling til sommer hvor vi forhåbentlig kan reducere bestyrelsens antal til et mere normalt antal. Det bliver rigtigt mange opgaver her i sammenlægningens første år, så det er godt med lidt flere medlemmer af bestyrelsen end de sædvanlige 5-7 medlemmer
Fastsættelse af kontingent: Bestyrelserne foreslår 400 kroner. Dette blev efter fremlæggelse af de kommende års budget vedtaget enstemmigt.
Familiemedlemskontingent (ingen blad da én i husstanden får bladet) har man ikke i Saab klub Danmark, men alle var positive for lave den ordning også i den nye klub prisen forslås 150,-kr. Det blev vedtaget sammen med kontingentprisen.
Eventuelt forslag om at udsende bladet elektronisk… en del snak om dette punkt tages op til næste ordinære generalforsamling.
Der var snak om generalforsamlingsdato da man i Saab-Klubben oftest har haft den i juni måned, men man i Saab Klub Danmark har haft den i anden weekend i september. Der var mange gode argumenter for begge måneder, men efter en del snak om emnet besluttede man at man måske ikke skulle lægge det så fast, men mere styre efter hvilke andre arrangementer som evt. kunne forstyrre en i forvejen fastlagt vedtægtsindskrevet dato. Vi tager dette op igen op den første ordinære generalforsamling SAABKLUBBEN DANMARK som er det nye navn for den fælles klub
Konstituering af bestyrelsen:
Følgende konstituering blev aftalt i den nye bestyrelse:
Søren Abildgaard Kristen blev ikke konstitueret men valgt direkte på generalforsamling.
Henrik Solgaard: Næstformand
Kristina Klausen/Helene Aggesen: fælles Kasserer
Poul Viggo Fischer/Jens Bro: Redaktør/Bladudvalg
Mogens Nielsen: Postmester
Carsten Olsen: Eventmanager
Lars Klausen: Sekretær
Kristian Kærvang: Annonce/Sponsor
Claus Lind: Bestyrelsesmedlem
Eventuelt:
Information om skift af trykkeri
De Danske Saabklubber bliver lukket.
PV fortæller om arbejdet med SaabInt2024, hvilket affødte en del snak om salgsmulighederne på træffet udenfor og indenfor. Priser for stadepladser blev diskuteret og der blev oplyst om de forskellige muligheder.
Der blev spurgt ind til rabatordninger, specifikt om vores rabataftale med Harry Mikkelsen. Dette bliver undersøgt.
Lars Klausen
Sekretær.